Da jeg var til 50 års fødselsdag forleden, hjalp jeg lidt til med at sikre, at den lækre indiske mad blev stillet frem. Eftersom vi var en del der bød ind med vores hjælp (vi var over 70 gæster), var det lidt kaotisk, og ingen af os havde tænkt over rækkefølgen på retterne i buffeten.
Vi stod for god ordens skyld og iagttog, om nogen manglede noget, og i den forbindelse kunne vi konstatere at der:
*snart ikke ville være mere Butter chicken
*næsten var ”udsolgt" af Pakora
*næsten ikke var nogen, der tog Samosas eller Naan
Efter en hurtig analyse, kunne vi regne ud, at der ville være en del af gæsterne, som slet ikke ville få muligheden for at få Butter chicken eller Pakora, til gengæld ville der være RIGELIGT med ris, Samosas eller Naan. Det gik op for os, at vi ikke havde benyttet os af ADFÆRDSDESIGN, da vi satte buffeten op. Vi havde bare stillet maden op helt tilfældigt.
Vi ville gerne sikre at der:
*blev taget mindre portioner af Butter chicken
*var nok Pakora til alle
Derfra tog det ikke mange sekunder at beslutte at:
*skifte til mindre ske
*stille brødet og ris forrest
*bytte om på Pakora og Samosas
…. Behøver jeg at sige, at der så var mad nok?
Adfærdsdesign handler nemlig om at sætte sig i brugerens sted, og så påvirke adfærden i den ønskede retning. Ret smart, ikke?