Skal vi ikke bare aftale, at vi bakker hinanden op i vores drømme og håb om fremtiden, og ikke lader egne begrænsninger påvirke dem? Medmindre at de spørger os til råds, altså!
I denne uge har jeg mødt flere, som føler sig begrænset af andres meninger og dom på deres karrierevalg, og derfor holder igen med at være åbne omkring det. En af dem var Ellen Hillingsø, som kun havde fortalt en tæt veninde og sin bror om sin plan om at søge ind på skuespilskolen.
Når man tager springet uden at vide hvor det hele ender, har man selvfølgelig brug for realisme, men vigtigst af alt, har man brug for mod og opbakning. For mon ikke, at det hele ender godt? Og hvis det ikke gør, hvad sker der så egentlig ved at fejle? Er det ikke her, vi lærer og udvikler os mest?
